Vi har rundet kunde nummer 70.000

 
Fjernvarme er populært som aldrig før. Og for ganske nylig rundede vi en vigtig milepæl. Vi bød nemlig velkommen til intet mindre end kunde nummer 70.000. Det er vi både stolte over og glade for. Og det skulle naturligvis markeres.

Derfor var vores kundecenterchef Jesper Schmidt Kruse i Morud for at overrække en gavekurv til den heldige kunde, Hans Christian, som kunne tænde for fjernvarmen torsdag den 27. april. Mens solen skinnede fra en skyfri himmel, fik de en god snak foran husets nye og kompakte fjernvarmeinstallation. Og vi var naturligvis glade for at høre, at den første uges tid havde været nem og problemfri.

Foruden Hans Christian har vi budt velkommen til mere end 750 nye kunder siden årets begyndelse. Og mange flere er undervejs. Så det går stærkt med at udbrede fællesvarmen på Fyn.

Stærkt går det også på produktionssiden, hvor vi arbejder med en lang række bæredygtige tiltag. Det gælder især udbygningen med store varmepumper og elkedler samt udnyttelse af overskudsvarme. Samtidig er vi godt i gang med at undersøge mulighederne for at indfange, lagre og genbruge CO2 som en bæredygtig ressource på sigt. Målet er naturligvis at reducere klimaaftrykket og at styrke fjernvarmens vigtige rolle på vejen mod et klimaneutralt samfund.

Vi har stadig et stort og vigtigt arbejde foran os. Men vi er godt på vej. Og her på vores hjemmeside kan du læse mere om, hvor vi er i gang med at tilbyde fjernvarme under: Overvejer du fjernvarme? > Se hvilke områder vi undersøger.

Eller du kan klikke lige her.

Af: Fjernvarme Fyn.