Vi går snart i gang med at grave igen

Nyheder fra Fjernvarme Fyn

Vi går snart i gang med at grave igen

Nu har frosten sluppet sit tag i jorden. Vi har derfor kaldt entreprenørerne tilbage og fået lovning på, at de begynder at grave igen på onsdag.

Kortet herover er et udsnit fra graveplanen, som ligger på vores hjemmeside. Her kan du se, hvor der er gravet, og hvornår vi forventer at grave i dit område.

Graveplanerne opdateres løbende. 

Se graveplanerne her 

Status på projektet
Vi ved fortsat ikke, hvornår vi kan lukke varme på de anlagte fjernvarmerør. Det skyldes, at Assens Kommune skal være færdig med deres projekt i krydset Middelfartvej / Søndersøvej. Først når de har ryddet pladsen med skurvogne, kan vi placere pumpestationen, som skal pumpe fjernvarmevandet rundt til dem, der har fået gravet et fjernvarmestik ind til deres ejendom.

Mens vi venter på, at Assens Kommune bliver færdig, fortsætter vi med at grave fjernvarmestik ind til ejendomme på de næste etaper. Og vi forventer, at alle har varme på deres fjernvarmestik inden for det næste halve år.

Puljen er lige åbnet igen
Er du gaskunde, kan du søge om tilskud til afkobling af gas via Evidas hjemmeside.

Her kan du læse om afkoblingspuljen 

Opgravning og trafik
Vi forsøger at tage mest muligt hensyn til trafik og til beboelse. Men der kan være vænger og veje, der er så snævre, at det er nødvendigt at lukke helt for biltrafik, mens vi graver. Det er tilfældet, hvis vi får tildelt plads til rørene midt på vejen. Og her kan det samtidig være nødvendigt at parkere helt uden for arbejdsområdet.

Vi gør opmærksom på, at asfalten skal nå at sætte sig, inden det afsluttende slidlag kan lægges på. Det tager typisk ét år. Og det er forklaringen, hvis du undrer dig over, at asfalten ser lidt 'ufærdig' ud de steder, hvor vi har gravet.

Beholder eller veksler?
Vi anbefaler, at du vælger beholder fremfor veksler, da Fjernvarme Fyns ledningsnet ikke er dimensioneret til anvendelse af gennemstrømningsvandvarmere/ veksler. Det må derfor forventes, at der på visse steder og til tider vil være manglende forsyning til gennemstrømningsvandvarmere/ veksler.

Læs mere om valget mellem beholder eller veksler her 

Vejrkompensering
Du skal være opmærksom på, at Assens Kommune har ændret proceduren for dispensation fra BR-18 krav om at installere vejrkompensering.

Der skal fremover indsendes en ansøgning til kommunen for hver enkel ejendom, hvis man ønsker fritagelse for vejrkompensering.

Gå til digital ansøgning 

Måler
Måleren skal ikke bestilles, før du har fået direkte besked fra os om, at der er åbnet for fjernvarmen i rørene. Det sker typisk en uge før, at der kommer varme i rørene. Årsagen er, at afregningen af både måler og effektbidrag begynder, så snart måleren er udleveret.

Yderligere information
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vores kundecenter på telefon 65 47 30 00 eller på e-mail kontakt@fjernvarmefyn.dk.