Nyt fra Fjernvarme Fyn til Vissenbjerg Nord
Du kan nu glæde dig til, at fjernvarmen også kommer til dit område.
Hils på Bo
Entrepriseleder Bo Amelung vil i den nærmeste fremtid kontakte dig for at aftale, hvor fjernvarmestikket skal ind til din ejendom. Han vil samtidig måle op, så vores projektafdeling kan få lavet tegninger over fjernvarmestik og ledningsnet i løbet af foråret. Så snart dette arbejde er færdigt, vil Bo udarbejde en tidsplan for gravearbejdet.
Foto: Entrepriseleder Bo Amelung
Du vil få besked, når tidsplanen for gravearbejdet er klar. Den vil efterfølgende blive lagt her på Vissenbjerg Nords områdeside.
Vi forventer at starte med at grave i 4. kvartal 2023.
Ansøgning om tilskud til afkobling
Vi har fået mange henvendelser om afkoblingspuljen. Vores råd er, at du ikke skal søge om tilskud, før du kender datoen for, hvornår vi graver fjernvarmestik ind til din ejendom og kan love, at der er varme i rørene.
Der uddeles knap 100 millioner kr. om året fra 2021-2026. I 2022 blev der dog afsat 75 millioner kr. ekstra. Er den årlige pulje tom, vil du derfor kunne søge året efter.
Ny procedure for dispensation fra BR-18 krav om vejrkompensering
Du skal være opmærksom på, at Assens Kommune har ændret proceduren for dispensation fra BR-18 krav om vejrkompensering.
Der skal fremover indsendes en ansøgning til Assens Kommune for hver enkel ejendom, hvis man ønsker fritagelse for vejrkompensering.
Ansøg om fritagelse for vejrkompensering hos Assens Kommune
Vi glæder os til at byde Vissenbjerg Nord indenfor i fællesvarmen.