Jan har lagt kullet bag sig – men ikke kærligheden til Fjernvarme Fyn

Mere end 40 års tjeneste hos Fjernvarme Fyn var alligevel ikke helt nok for Jan Lund. Han er netop vendt tilbage til Fjernvarme Fyn for at skubbe til den grønne omstilling.

Jan har lagt kullet bag sig – men ikke kærligheden til Fjernvarme Fyn

45 år blev det til, sidste gang Jan Lund var ansat hos Fjernvarme Fyn. I en stor del af de år skubbede han kul og var med til at forsyne Fjernvarme Fyns kunder med varme produceret på kul.

Samtidig med at Fjernvarme Fyn udfasede kul i april 2024, besluttede Jan Lund, at tiden nu var inde til at gå på pension i en alder af 67 år.

Og tiden har bestemt ikke stået stille for Jan, siden han parkerede kuldozeren og afleverede sin sikkerhedshjelm.

Ud over at have hjulpet sine tre børn med at renovere deres huse, tilbringer han også meget tid med sine seks børnebørn. Derudover har han en masse projekter derhjemme, som skal klares.

Lige nu spirer hans kartofler, og han er så småt ved at gøre drivhuset klar til forårets komme. Men spirende kartofler, et drivhus og renoveringsarbejde er ikke helt nok til, at Jan kan glemme sin kærlighed til jobbet hos Fjernvarme Fyn.

– Jeg bliver altid særligt opmærksom, når jeg kører forbi en dozer eller et af de store skibe. Så prøver jeg at regne ud, hvad det er for en last, skibet sejler med, eller hvad dozeren mon skal bruges til.

Derfor skulle Jan heller ikke tænke sig længe om, da han fik muligheden for at komme tilbage til Fjernvarme Fyn og tage en vagt en gang imellem.

– Det er bare lige for at komme lidt ud og snakke med nogen. Konen siger også, at jeg har godt af at komme lidt hjemmefra, siger han og fortsætter:

– Jeg har altid været fascineret af mit arbejde, og jeg savner sommetider at køre rundt derude i kulstakken med dozeren. Jeg ved godt, der er nogen, der griner lidt af mig, når jeg siger det, men det savner jeg, forklarer Jan Lund.

Jans grønne omstilling
Det er ingen hemmelighed, at Jan var lidt vemodig, da Fjernvarme Fyn lukkede det store kulværk i april 2024. Efter at have skubbet kul i så mange år var det svært at forestille sig at skulle lave noget andet.

Men Jan kan godt mærke, at han også har gennemgået en grøn omstilling, siden han gik på pension.

– Nu skubber jeg jo flis, og det giver mig altså også en god følelse. Og jeg er egentlig forbavset over, at selv om jeg ikke har kørt kran i et halvt år, så er det lidt ligesom at cykle. Da jeg satte mig ned, vidste hænderne bare, hvad de skulle.

I denne uge fik Jan Lund æren af at laste det sidste kul ud fra Fjernvarme Fyns område på Havnegade, hvor det har ligget på den store kulplads i et lille års tid.

– Jeg er glad for at få lov til at laste det her. Jeg ved, at kollegaerne har gemt den her opgave til mig, så det er meget betænksomt, siger Jan Lund og tilføjer:

– Nu sender jeg jo kullet i den modsatte retning af, hvad jeg plejer, for normalt har jeg losset kullet ind på vores plads. Nu skal det lastes over på et skib og sejles væk.

Da de sidste rester af kul havde ramt fragtskibet, blev det markeret med romkugler og en romstang i havnebygningen. Selvom Fjernvarme Fyn ikke har fyret med kul i snart et år, var det alligevel et specielt øjeblik for flere af de ansatte.

– For mig er det en lige så stor dag, som da vi lukkede blok 7 (kulværket, red.). Nu er kulpladsen tom, og dermed er der sat et endegyldigt punktum for kul her på Havnegade, lyder det fra Michael Jensen, der er servicechef hos Fjernvarme Fyn.

Jan Lund er i øvrigt ikke den eneste med et hjerte, der banker for Fjernvarme Fyn.

Der er i alt 14 medarbejdere over pensionsalderen ansat. Vi har 38 ansatte, der har arbejdet her i mere end 30 år, og blandt dem har 16 været ansat i over 40 år.

Jan står i kranen, der skal laste den sidste rest kul væk fra Fjernvarme Fyns område

Foto: Jan står i kranen, der skal laste den sidste rest kul væk fra Fjernvarme Fyns område.

 

Jan laster den sidste rest kul

Foto: Jan laster den sidste rest kul.

 

Den sidste rest kul bliver sejlet væk fra Fjernvarme Fyns havnefront

Foto: Den sidste rest kul bliver sejlet væk.

 

Tom plads, hvor kullet tidligere lå

Foto: Tilbage er en tom plads, hvor kullet tidligere lå.